Davids Samling
En
samling fra en anden kultur
I hjertet af København finder du et skatkammer af islamisk
kunst. Her kan den islamiske verdens kultur fra det 7. til det 19.
århundrede opleves i Skandinaviens største samling af sin slags. På
Davids Samling præsenteres du for en kulturhistorie, der adskiller
sig fra, men også har berøringspunkter med den vestlige kulturs
udtryksformer. Få et indblik i de islamiske landes kunsthistorie,
og fordyb dig i en verden af detaljerig ornamentik, minutiøs
præcision og tradition.
Private kunstværker i Davids gamle hus
Grundstammen i Davids Samling er de genstande og
kunstværker, som højesteretssagfører og kunstsamler C.L. David
anskaffede sig i løbet af sit liv. Selve ejendommen i
Kronprinsessegade 30 tilhørte Davids oldefar, grosserer Joseph
Nathan David, der boede med sin familie i huset fra 1810 til sin
død i 1830. C.L. David erhvervede ejendommen i 1917, og i 1946
åbnede han her sine samlinger for offentligheden. Siden hans død i
1960 er bestanden af kunstværker blevet udvidet betydeligt, ligesom
også museumsarealet er blevet det, senest i forbindelse med en
gennemgribende ombygning fra 2005 til 2009.
Islamisk kunst gennem 1200 år
Samlingen af islamisk kunst finder du på museets to
øverste etager. Her vises kunst og kunsthåndværk fra hele det
islamiske kulturområde, blandt andet metalarbejder, tekstiler,
miniaturemalerier og keramik. De islamiske udtryksformer, der
udvikledes efter islams opståen i det 7. århundrede, ses i
samlingens mange genstande, som er betagende og imponerende med
deres detaljerigdom og skønhed. Siden starten har kunsten dog også
udviklet sig, ladet sig inspirere af og selv inspireret den
vestlige kunst, og i udstillingen er det muligt at følge denne
udvikling gennem 1200 år.
Rummene i den øverste etage er skabt af Carl Petersen og Kaare
Klint, der var to af Danmarks førende arkitekter. Her ligger også
museets formidlingsafdeling, hvor interesserede kan fordybe sig i
islamisk kunst og kultur og få adgang til de væsentligste
databaser.



Guldalderstemning
Museets to nederste etager rummer europæisk kunst og
kunsthåndværk fra det 18. og 19. århundrede. Her kan du gå på
opdagelse i en fin samling af møbler, malerier, porcelæn, fajance
og sølvtøj, hovedsageligt udstillet som hele interiører. Du kan
blandt andet bevæge dig gennem en dagligstue fra guldalderens
Danmark - med alt hvad den rummer af datidens glæde ved nips og
skønhed.
Davids danske kunst
Samlingen af dansk kunst fra perioden omkring 1900 består
af de malerier, skulpturer og keramikarbejder, som museets stifter
C.L. David selv erhvervede sig. Oplev værker af Theodor Philipsen,
J.F. Willumsen samt 11 værker af Vilhelm Hammershøi.
Film og omvisninger
Fra tirsdag til søndag kan du se filmforevisninger kl. 14
og 15.30 i museets foredragssal. Yderligere er der om foråret og
efteråret tematiske lørdags- og søndagsomvisninger i museets
samlinger.
Vil du på endnu et besøg i et dansk guldalderhjem, så træd indenfor
på Bakkehusmuseet eller tag forbi
Den Hirschsprungske
Samling og se mere guldalderkunst.