Den Hirschsprungske Samling
Et skatkammer af dansk kunst
Hovedværker fra den danske kunsthistorie taler til dig
fra hver væg på Den Hirschsprungske Samling. Her træder du ind i et
skatkammer af dansk malerkunst, hvor guldalderværker,
skagensmalere, symbolister og fynboer er rigt repræsenterede, og
hvor du overvældes af smukke, imponerende og banebrydende malerier
fra det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Museets
udstilling er en vandring fra lærred til lærred gennem en
tidsperiode, hvor romantik, naturalisme og moderne strømninger
satte deres præg på den danske kunst.
Romantiske landskaber
Den Hirschsprugske Samling er tobaksfabrikanten Heinrich
Hirschsprungs private kunstsamling, som han donerede til den danske
stat i 1902. I udstillingen får den besøgende et kronologisk
overblik over dansk malerkunst fra C.W. Eckersberg og Christen
Købke til Anna Ancher og Johannes Larsen. I museets rigt udsmykkede
lokaler kan du gå på opdagelse i den danske guldalder og nyde
Eckersbergs studier i modelmaleriet og fascination af antikken
eller få en fornemmelse af romantikkens naturidealer i J. Th.
Lundbyes landskabsmalerier.
Dansk kunst i en brydningstid
En vigtig del af den danske kunstskat udgøres af
skagensmalerne, blandt andet Michael og Anna Ancher samt P.S.
Krøyer. Gruppen udmærkede sig ved at male realistiske studier af
natur og mennesker, samt af det hårde fiskerliv ved Skagens kyster.
På Den Hirschsprungske Samling kan du opleve et stort antal
malerier fra denne gruppe kunstnere, fx Michael Anchers portræt af
sin hustru. Museet er i besiddelse en af de største samlinger
værker af P.S. Krøyer, og i udstillingen kan du få et indblik i
Krøyers kunstneriske udvikling gennem den sidste del af
1800-tallet.
Den efterfølgende generation af kunstnere vendte
sig bort fra naturalismen og friluftsmaleriet. Symbolisterne søgte
i stedet i sjælens dybder, hvor de ydre ting i højere grad kom til
at fremstå som symboler på en indre virkelighed. Fra udstillingen
kan nævnes fremtrædende malere som Vilhelm Hammershøi, L.A. Ring og
Ejnar Nielsen, som var en af den danske symbolismes fremmeste
repræsentanter.
Fynboerne kaldtes en gruppe kunstnere, der havde nær tilknytning
til Fyn og naturen. Deres hovedområde var livet på landet, hvorfor
de fik det lidt nedsættende tilnavn "bondemalerne". Især
maleriernes kraftige, livlige farver kendetegner de fynske
kunstnere, og på Den Hirschsprungske Samling kan du blandt andet
opleve Fritz Sybergs skildring af havearbejderen under forårets
blomstrende frugttræer.
Huset og hjemligheden
Huset ved Østre Anlæg blev opført på foranledning af
Heinrich Hirschsprung, og udstillingen, som dengang bestod af
Københavns mest moderne kunstsamling, åbnede i 1911. Selve rummene
er indrettet med møbler og interiør fra det 19. og begyndelsen af
det 20. århundrede, som til dels har tilhørt kunstnerne selv.
Atmosfæren i museet er hjemlig og hyggelig, og bærer præg af
samlingens oprindelige private karakter.
Den Hirschsprungske Samling ligger lige over for Statens
Museum for Kunst med Østre Anlæg imellem. Du kan
fortsætte din tur i den danske guldalder her, eller besøge Bakkehusmuseet på
Frederiksberg.