Zoologisk Have
Dyr fra hele
verden - hele året rundt
Både børn og voksne kan tage med, når turen går til
Zoologisk Have og dyrenes forunderlige verden. Hér i den store have
kan hele familien gå på opdagelse og komme tæt på giraffer og
elefanter, gå rundt regnskovens varme i TropeZoo, lege med dyrene i
BørneZoo og meget mere. Zoologisk Have har som noget helt
særligt åbent hver eneste dag, hele året rundt!
Se flodhestene
svømme
Zoo har de seneste år lukket dørene op for flere nye oplevelser og
flotte nye anlæg for blandt andet elefanter og flodheste. I det nye
Flodhestehus er det næsten som at være ved en flod i Afrika med
lerskrænter, frodig plantevækst og en lille ø i midten. Gennem de
store glasruder kan man kigge ind i bassinet, og at se en flodhest
under vand er et imponerende syn. Når der virkelig er gang i den,
kaster de tonstunge dyr sig rundt, dykker ned under vandet og
hopper hen over bunden i små spring.
Nyt elefanthus med eksperimentarium
Zoos nye elefanthus er tegnet af den kendte britiske arkitekt
Norman
Foster.
Huset ligger delvist gravet ned i terrænet og 2 store glaskupler
lukker masser af lys ind i elefanternes stalde. Hér findes også et
elefant-eksperimentarium, hvor børn og voksne kan gå på opdagelse i
elefanternes spændende verden. Hver dag kan man i øvrigt haven
rundt opleve fodring og træning af dyrene i Zoo, og på www.zoo.dk
kan man tjekke dagens program. Zoologisk Have tilbyder også særlige
rundvisninger efter lukketid, teambuilding, børnefødselsdage og
meget mere.
På Zoologisk Museum kan du
opleve forhistoriske dyr som mammut, uldhåret næsehorn og
kæmpehjort. Mere fra dyrenes verden kan du møde på Øresundsakvariet, hvor du
også kan røre ved fiskene.